Kan du huske første gang du sådan virkelig drømte dig ind i en verden fuld af heste? Mærke den bløde pels imellem fingrene. Den helt særlige duft af hest når man kan mærke manen i ansigtet.

Hvor er alle disse drømme blevet af? Hvor er drømmene om at ride på Pegasus imellem skyerne, vandre igennem skoven med de smukkeste enhjørninger??

For rigtig mange skete der et eller andet med de drømme i processen med at lære at ride, se andre og andres input. Fra at drømme sig afsted uden så meget udstyr, med sin bedste ven, har mange taget en rejse. En rejse med mere og mere udstyr, mere og mere terpening, mere i rammen, mere fokus på sløjfer, mere alt muligt andet. 

Hvordan det er sket, er der sikkert rigtig mange forklaringer på. Lad os se på de muligheder der ligger for vores fødder. Det kan være et aktivt valg, hvis du og jeg vælger at træde til side og se det hele udefra. Vi kan tage en beslutning om at gå tilbage til vores drømme. Finde de legesyge, barnlige og måske mere afslappede følelser frem. Finde den barnlige lykkelige glæde i at ride sammen med vores heste. Sammen, hvor alt andet i hele verden er lige meget.

Jeg har altid fået stryg for ikke at ride hårdt nok, være konsekvent nok og presse hestene for lidt. Det bl.a. slog min drøm om at blive berider ihjel. Men er det egentlig ok, at ombygge eller destruere andres drømme?  Jeg  ville jo bare gerne dele at alle heste er magiske unikke dyr, som kan lære os så meget.

Kan vi alle være med til at ændre kursen i hestehold og specielt ridning? Hvis nu vi vender tilbage til at finde den kildrende fornemmelse i maven ved den fantastiske galop, den rytmiske lange skridt eller de blide prust i nakken når der hygges?  Nyder vi de små ting og lader resten gå ned med solnedgangen.

Kan vi så minde hinanden om hvor hestedrømmene startede?

Vise og dele det med vores omverden?

Påvirke hestenes fremtid.